Zenit rejste hjem til Skt. Petersborg med et 2-0 nederlag i bagagen fra Bruxelles. Et resultat der giver ”Sine-Belo-Golubiye” svære vilkår, når de i morgen skal forsøge at vende slaget på Petrovsky.
Vi skal tilbage til den 9. december 2016 for at finde Zenits seneste officielle kamp før 16. februar. Siden da har holdet haft en lille måneds vinterferie, og været på træningslejr i sammenlagt 29 dage i Dubai, Spanien og Belgien, og spillet et hav af venskabskampe mod hold fra blandt andet Tyskland, Danmark, Norge, Kina og endda også Oman. På den anden side har modstanderen Anderlecht været i fuld sving med ligakampe. Forskellen i kamptræning og skarphed viste sig markant igennem hele kampen, og allerede efter fem minutter løb Frank Acheampong i ryggen på nyindkøbte Branislav Ivanovic, og vippede bolden stille og roligt forbi Yuri Lodygin, der ellers stod en pragtkamp de resterende 85 minutter.
Da selvsamme Acheampong udbyggede til 2-0 en lille halv time senere, stod det klart, at Zenit absolut ikke var klar. Den normale offensive sprudlen dirigeret af Giuliano var ikke til at se. Dzyuba tabte flere fysiske dueller end normalt, Kokorin var en skygge af sig selv, og Shatov blev lukket ned af hård fysik.
I den anden ende var Ivanovic langt fra det niveau der ellers fik Zenit til at hente ham til fra Chelsea, og resten af forsvaret var omtrent lige så meget på hælene. Mod Anderlecht er det uacceptabelt, og især hvis man har ambitioner om at vinde Europa League trofæet, og især hvis man hedder Zenit Skt. Petersborg.
Vi har gravet et stort hul, og hoppet i med begge ben, men er vi så gode som vi mener vi er, og vil vi vinde det her trofæ, skal vi kunne kravle op af hullet på torsdag kl. 19:00 dansk tid. Men vigtigst af alt, vi tror på os selv, vi tror på comebacket! Og hvorfor skulle vi ikke det? Den 15. september var vi bagud 0-3 med 14 minutter igen i Tel-Aviv mod Maccabi. Men vi viste karakter og viljestyrke, da vi på de 14 minutter scorede fire gange, og vandt 4-3.
Hvis du tilfældigvis skulle være i Skt. Petersborg, så tag ind og se kampen. Billetter kan købes online på tickets.fc-zenit.ru eller ved Petrovsky Stadion.
Følg med inde på vores twitter @fczenit_nordic, så er vores artikler let tilgængelige når vi lægger nye op.
Davai Zenit!