Spartak blev overrumplet i anden halvleg
Tilføjet | Forfatter Lukas Müller | Kommentarer
Spartak blev overrumplet i anden halvleg

I en lige kamp mellem de to rivaler, blev kvaliteten afgørende. Zenit trak det længste strå på Petrovsky da Spartak blev slået med 4-2

Zenit fører nu den Russiske Premier League efter dagens 4-2 sejr mod ærkerivalerne Spartak Moskva. Zenits fremragende offensiv fortsatte med at sprudle, og Giuliano får alle i og omkring Zenit til fuldstændig at glemme Hulks afgang.

I det 19. minut fik Zenit tilkæmpet sig et straffespark. På venstresiden fik Dzyuba fint taget Lodygins målspark til sig, og driblede ind imod feltet hvor han stikkede den indenom til Giuliano som ikke fik fat på bolden før Spartaks Andrey Eshchenko lavede en glidende tackling, hvor han kom til at glide ind i bolden med hånden først. Zenits faste straffesparksskytte Domenico Criscito sparkede bolden ind via stolpen. 1-0.

Men bare 8 minutter efter Zenit var kommet foran, fik Moskovitterne udlignet. Promes sparkede et relativt ufarligt frispark ind i feltet, og Lodygin kom til at give en returbold lige ud i feltet, hvor Bocchetti bare skulle sætte en inderside på. 1-1.

Det skræmte dog ikke Zenit, der bare skulle bruge 5 minutter før de var foran igen. Criscito sendte en god bold hen til Zhirkov i venstresiden, som headede bolden videre til Róbert Mak der havde bevæget sig ind i feltet. Han tog bolden til sig, vendte, og sendte den fladt indover til Dzyuba der moste bolden det sidste stykke over stregen. 2-1.

Men Spartak kunne også det der med at udligne kort tid efter, og i det 37. minut fik de udlignet til 2-2. Promes tog et kort hjørnespark til Popov, der lagde en velplaceret bold ind i feltet. Ze Luis headede bolden ind over stregen med massiv springkraft. Ingen chance for Lodygin.

Anden halvleg skulle bruge lidt tid for at komme helt i omdrejninger. Men cirka et kvarter inde, kom Zenit for tredje gang i kampen foran. Giuliano sendte en fuldstændig absurd god aflevering ind i Witsels løbebane, og den belgiske landsholdspiller skulle bare tæmme den en enkelt gang, og placere den udenom Rebrov. 3-2.

Spartak jagtede for tredje gang i kampen en udligning, og det gav plads den anden vej. Med 5 minutter tilbage af opgøret lukkede Zenit kampen. Zhirkov fandt med en fantastisk skruet aflevering Kokorin inde i feltet, og Eschenko valgte så at save angriberen midt over, og begå sit andet straffespark i kampen. Det straffespark skulle in-form Giuliano tage sig af, og med nærmest arrogant kølighed lagde han bolden ind bag Rebrov. 4-2.

Mere skete der ikke, og nu venter der en landsholds-pause før Zenit skal en tur til Uralbjergene og møde Ural den 16. oktober. Næste kamp i Europa er den 20.oktober på udebane mod Dundalk FC på Tallaght Stadium. Men indtil da kan vi nyde en 4-2 sejr mod vores ærkerivaler. Davai-Davai!

Vend tilbage til listen