Zenit klarede ærterne i Tambov - nu venter Anzhi
Tilføjet | Forfatter Lukas Müller | Kommentarer
Zenit klarede ærterne i Tambov - nu venter Anzhi

Zenit scorede fem og lukkede nul ind i dagens lidt tidligere pokalkamp i Tambov. Der var 5 forskellige målscorere, og en straffesparksredning af Lodygin på menuen i dag. Nu venter Anzhi i 8-dels finalen.

Zenit er nu oppe på 21 scoringer i deres seneste 5 kampe. En bemærkelsesværdig bedrift, og Lucescus tropper er for alvor kommet i gear.

I dag blev FNL-holdet fra Tambov skilt ad på deres egen hjemmebane, på trods af at Zenit manglede stamspillere som Criscito, Javi Garcia, Witsel, Novoseltsev, Zhirkov osv.

Efter 37 minutter kom Zenit foran. Et afrettet indlæg af Mogilevets fra venstre fandt Róbert Mak inde i feltet, som halvflugtede bolden over i det lange hjørne.

I anden halvleg skulle de azurblå bare bruge 58 sekunder på at udbygge føringen. Kokorin tog bolden til sig i feltet, og med en overlegen hælaflevering fandt han Oleg Shatov, der sparkede fladt i det lange hjørne. 2-0.

Efter en times spil var det samme opskrift med Shatov og Kokorin, denne gang var det dog Shatov der lagde en fin aflevering ind til Kokorin, så han var alene igennem med Tambov-keeperen, og let kunne sparke bolden i kassen.

Med omkring 18 minutter igen scorede Luka Djordjevic til 4-0. Et indlæg fra højre headede Gasilin ind i det lille målfelt via en parade fra målmanden, og der stod Montenegrineren helt fri.

I det 80. minut fik hjemmeholdet tilkæmpet sig et straffespark da Chernov hev Mikhalev omkuld efter et hjørnespark. Poyarkov var sparkeren, men han blev overrumplet af Yuri Lodygin der havde læst hans skud. Og bare tre minutter efter det brændte straffespark scorede Giuliano kampens sidste mål. Djordjevic lagde en flad bold på tværs, og Giuliano brugte elegant hælen til at vippe bolden ind over stregen.

Mere skete der ikke, og Zenits næste opgave hedder nu Anzhi på udebane i Makhachkala på søndag. Zenits modstander i Pokalturneringens 8-dels finale er ligeledes Anzhi.

Vend tilbage til listen